Acceptabel nysgerrighed eller ej?
Idag da jeg lige havde været et lille smut i Brugsen, kommer jeg hjem, og på vejen ser jeg en ambulance der holder på fortorvet. På den anden side af vejen står en flok på 5-10 mennesker, og glor på ambulancen. Sikkert i håb om at få et lille glimt af hvem der er kommet tilskade, og hvor slemt det er.
Jeg ved ikke med dig, men hvis det var mig der lå på en båre og var kommet til skade, ville jeg føle mig dybt krænket over at en flok fremmede mennesker står og glor på mig, som om jeg er den seneste attraktion i Zoo (Hvilket iøvrigt er pingvin unger, men det er en helt anden snak.)
Vi taler konstant om at vi skal være gode ved hinanden, behandle hinanden ordentligt, tage hensyn, og så videre. Men alligevel samler ambulancer, politibiler, brandbiler mm. altid en større folk nysgerrige mennesker. Hvorfor er det vi ikke bare lige kan lade dem udfører deres arbejde i fred, uden tilskuerer? Er det virkeligt så uendeligt spændende at se på andres ulykke, eller står man i virkeligheden og tænker “Det kunne have været mig der lå der” eller “Det kunne have været mit hjem der gik op i flammer” og samtidig glæder sig over, at det ikke var tilfælde?
Er mennesker virkeligt så barbariske at andres ulykke er vores underholdning? Eller er vi i virkeligheden bare utroligt nysgerrige, og lader vores egen nysgerrighed gå forud for hensynet til vores medmennesker?
Peter | Net-Freak.dk
18 aug 2006 kl. 17:21 |
Minder mig om der hedder jytte over for os
Men det da riktigt det da ikke fedt at have ti mennesker til at kigge vis man er tilskade.
25 aug 2006 kl. 17:16 |
Hvis det var her ville jeg da lige se om det var en af mine naboer da jeg faktisk kender dem, med elelr mod min vilje.
Men det mest interessante ved dit indlæg var pingvinungerne! For jeg troede det var de mystiske grise som er halvt hjortesvin. Jeg vil enormt gerne i zoo på lørdag
09 sep 2006 kl. 22:34 |
Jeg har ofte haft lignende i tankerne, og forstår egentlig ikke hvad der driver en hen for at se på et menneske i ulykke. Er bare bange for der intet er at gøre mod dette fænomen da jeg tror det er i menneskets natur at være så nysgerrig.
En debat kan være om det er vores nysgerrighed der har gjort os til den intelligent overlegne race vi nu engang er?
25 sep 2006 kl. 21:24 |
hvis jeg så en ulykke ville jeg sku da løbe hen og kigge på af ren nysgerighed.
03 okt 2006 kl. 21:28 |
Fin iagttagelse… i virkeligheden interesserer ingen sig for andre end sig selv. Hvis der sker en ulykke på en motorvej, bremser hele striben af biler i den MODSATTE retning ned – med ét formål: at glo, uanset hvor farligt det er. Selvom kørebanen i den retning man kører i, er klar…
Jeg ved ikke helt om det er naturlig menneskelig nysgerrighed, men inderst inde ved de godt at man skal passe sin bilkørsel og lade ulykke være ulykke.
26 okt 2006 kl. 07:52 |
En dag jeg kom gående på gaden i Haderslev, fik jeg øje på en fyr der kom cyklene. Pludseligt blæste hans hat væk, og han skulle til at bremse for at løbe efter den. Men da han åbenbart havde meget travlt, kom han til at ramme forbremsen, så cyklen tippede forover, og han landede på ryggen med et knæk, kun et par og 10 meter fra mig.
Jeg skyndte mig at løbe derhen sammen med en halv snes andre, der kom blod ud af hans mund, og han så ikke ud til at kunne trække vejret. Han lå og stirrede lige op i luften, meget skræmmende. Tror det tog mig mindst 5 sekunder at tage mig sammen til at begynde at ringe 112, mens menneskerne omkring mig var endnu hurtigere på aftrækkeren.
De fik lagt ham i i sidelås, tjekket hans åndedræt, og der sad en fyr på hug og snakkede til ham. Imens prøvede jeg desperat at ringe 112, men den blev ved med at sige at linien var optaget – og jeg var ved at blive sindssygt irriteret over det. Så sagde jeg højt til de andre: “Jeg kan ikke ringe 112″, uden at tænke på at manden kunne høre det. Heldigvis var der i det samme en kvinde der stak hovedet ud af vinduet oppe fra første sal, der råbte at hun lige havde ringet.
Jeg stilte mig over på den anden side af fortovet, og stod der i 10 minutter mens jeg kom mig lidt over situationen. Bare stod og gloede. Så besluttede jeg mig for at blive der indtil ambulancen kom, hvis der nu skulle blive brug for mig. Så snart jeg hørte sirenerne cyklede jeg videre – netop fordi jeg hader det du beskriver.
Han lå i halvbevidst tilstand – og de få ting han vil komme til at kunne huske fra ulykken skulle helst ikke være mig der råbte “Jeg kan ikke ringe 112!”, det ville bare overdramatisere hele hans situation. Men det mindste jeg kunne gøre, nu jeg havde gjort det, var da og lade være med at stå og glo som om det er verdenens undergang.