Så er året slut, og et nyt er begyndt.
Jeg håber at 2007 vil blive et herligt år med mange gode oplevelser, helst så mange at de kan gøre de negative mindre betydningsfulde.
Godt nytår alle sammen.
Flæskestegen er spist, gaverne pakket ud, og julen er slut for i år. Dette betyder naturligvis at juletemaet er forsvundet, og det er hverdag igen.
Så til alle der læser med, godt nytår.
Advarsel: Dette indlæg kan virke stødende på visse mennesker, gennemlæsning sker på eget ansvar.
Den mest omdiskuterede beklædningsgenstand i nyere tid, er uden tvivl tørklædet. Det er et religiøst symbol, det er kvindeundertrykkende, og det skal forbydes.
Men lad os prøve at gå bare ca. 20 år tilbage i tiden. Der var et tørklæde noget gamle damer dækkede håret med når de gik uden for døren. En gammel bedste mor med tørklæde er ganske normalt. Hvis man kigger på gamle fotografier fra f.eks. 30′erne, er det ikke unormalt at de unge piger går rundt med et tørklæde der er sat mistænkeligt meget som det mange muslimske kvinder bærer.
Så nu er det jeg undre mig over, at det tørklæde der engang var normalt i Danmark, pludseligt er blevet kvindeundertrykkende, gamle Fru. Jensen på 77 går sikkert stadig rundt med et når det er vinter, så hvorfor kan Jamilla på 25 ikke gå rundt med sit i fred, uden at blive betragtet som en undertrykt kvinde?
Ja, der er tilfælde hvor det er mændene der diktere at en kvinde skal gå med tørklæde, men det er min overbevisning, at der er mindst lige så mange tilfælde af kvinder der frivilligt vælger at gå rundt med tørklæde. Og så må vi jo endligt ikke glemme alle de muslimske kvinder der vælger IKKE at bære tørklæde.
Men at kalde en beklædningsgenstand kvindeundertrykkende er direkte latterligt, specielt når man overhovdet ikke aner hvorfor den enkelte kvinde går rundt med den. Et tørklæde er jo intet andet end et stykke tyndt stof, der lige vikles omkring hovdet. Årsagerne til dette er mange, nogle bliver tvunget til det, ja, men mange gør det af egen fri vilje.
(Dette indlæg er skrevet fredag d. 6 oktober, og dermed ikke lagt online med det samme. Derfor den mærkelige indledning.)
Nu sidder jeg lige i et tog, og tænker lidt over DSB’s nye rejsegaranti. Det lyder umiddelbart fantastisk at man får penge tilbage, hvis toget er mere end 30 minutter (Plus eventuelt annoncerede forsinkelser) forsinket. Men hvis man tænker lidt mere over det, så koster denne ordning DSB penge, og de penge kan kun komme et sted fra, nemlig os som kunder.
Når DSB indfører en rejsegaranti, kan man næsten være sikker på, at billetpriserne inden længe vil stige, for at kompensere for DSBs udgifter til denne rejsegaranti. Vi får altså i sidste ende dyrere biletter, og en halv times forsinkelse har jeg oplevet så sjældent, at jeg næppe ville få gavn af rejsegarantien.
Men det er typisk at kunder og lignende, ikke tænker så langt når de kræver den slags indført, man tænker på sig selv, og at man vil have penge tilbage, fordi toget er forsinket. Ja, gu’ er forsinkelser irriterende, men hvis DSB skal bruge penge på et kompensere for forsinkelser, ved nedslag i prisen, har de færre penge til at forbedre deres service generelt.
Jeg ser hellere, at man bruger nogle penge på at forbedre den genrelle service, f.eks. ved at sænke billetpriserne, eller få togene til at køre efter køreplanen. At give kunderne pengene tilbage, vil kun føre til en yderligere udgift, og dermed også dårligere service.
Så skete det, at jeg tilsyneladende har inspireret en anden til at offentligtgøre sine skriverier i en blog. Dette fik mig så til at tænke på det pudsige i at vi mennesker, vælger at gøre det samme som andre mennesker.
For at tage et andet eksempel, vil jeg tage en folkeskole klasse, min egen 9-10. klasse f.eks. den gang gik jeg på kostskole. En af de andre elever fik den idé at købe sig en sut som hun gik med i munden konstant. Efter blot en uge, var der pludseligt mange flere der var hoppet med på samme vogn. Det samme ses med tøj, sko, MP3 afspillere, computere, mobiltelefoner, musik og gud ved hvad ellers. Så snart en i flokken synes det er fedt, er der pludseligt en masse andre der synes det samme. Efter en måneds tid, mener de fleste noget helt andet. De er enten blevet klogere, eller har mistet interessen.
Peter | Net-Freak.dk